Rapport fra DM i langrend 2013

Se billeder fra konkurrencerne her.
Læs nærmere om DM i langrend og se officielle resultatlister mv. under http://www.dmlangrend.dk/

Lørdag den 2. februar

Letskyet. Ingen nedbør. Let til frisk vind. 4 – 6 graders frost.
Dagens konkurrence: “Den lange” – klassisk stil.
Der løbes på en ca. 10 km kuperet løjpe, 2 – 5 omgange afhængig af klasse.

Resultater i forbundsmesterskabsklasserne:
Hanna sølv i klassen D50
Kaj guld i klassen H55
Knud bronce i klassen H65.

Fredag, den 1. februar

Flot klart vejr. Vindstille. Temperatur 8 – 10 graders frost midt på dagen – fra morgenstunden noget koldere.
Dagens konkurrence: Sprintstafet.
2 løbere løber hhv. skøjt og klassisk på skift på hver sin ca. 1.1 km lange løjpe. Der løbes 3 – 5 omgange pr. løber afhænging af klasse.

Resultater i forbundsmesterskabsklasserne:
Lisbeth og Hanna guld i klassen D40.
Anders havde dannet hold med Karl Peter i klassen H21 og opnåede en flot 3. plads; men desværre uden for konkurrence, da de ikke er i samme klub.

Torsdag, den 31. januar

Stadig nogen vind. Klart vejr – ingen nedbør. Temperatur 4 – 5 graders frost.
Konkurrencefri dag for de voksne. Formiddagen stod på tekniktræning som i tirsdags. Eftermiddagen til fri disposition.
For de yngste afvikledes “den lange”.
Igen klarede Århus Skikubs Anders Plesner sig rigtig godt i klassen H00. Denne gang blev det til sølv.

Jørn var desværre uheldig og brækkede kravebenet under en motionstur, så han kan ikke deltage i de resterende konkurrencer.

Der er ankommet  yderligere et klubmedlem Søren Hansen, så vi nu er 10 deltagere fra Århus Skiklub.

Onsdag, den 30. januar

Hård vind. Kraftig snefygning. Temperatur 3 – 4 graders frost.
Dagens konkurence: “Den korte” – fri teknik.
Der løbes på en 3,6 km kuperet løjpe, 3 – 4 omgange afhængig af klasse.
Det ret hårde vejr betød, at det optrukne spor til klassisk hurtigt føg til og på skøjtetraceen dannedes driver, som vanskeliggjorde løbet. Alle kom dog igennem dagens strabadser.

Resultater i forbundsmesterskabsklasserne:
Lisbeth guld i klassen D45
Hanna sølv i klassen D50
Kaj sølv i klassen H55
Knud bronce i klassen H65.

Tirsdag, den 29. januar
Vindstille. Snebyger. Temperatur omkring 5 graders frost.
Konkurrencefri dag.
Formiddagen stod på tekniktræning med nogle af vore bedste danske langrendsløbere som instruktører. Der var mulighed for tekniktræning i såvel klassisk som skøjteteknik.
Eftermiddagen var til fri disposition.

Mandag, den 28. januar

Det er holdt op med at sne. Klart vejr. Temperatur omkring 5 graders frost.
Dagens konkurrence: Duatlon.
Først løbes klassisk på en 5 km rundstrækning – 1 eller 2 omgange afhængig af klasse. Derefter skøjt på en 2,5 km rundstrækning – 2 eller 4 omgange afhængig af klasse.
For de mindste H00 og D00 løbes der på en 600 m rundstrækning på skistadion.

Resultater i forbundsmesterskabsklasserne:
Anders Plesner bronze i klassen H00
Hanna guld i klassen D50
Kaj sølv i klassen H55
Jørn bronce i klassen H65.

Herover ses skiklubbens unge håb Anders Plesner på sejrsskamlen. Flot præstation.af den unge Plesner.

Søndag, den 27. januar
Det sneer fortsat. Temperatur 8 – 10 graders frost.
Dagens konkurrence: Knockout Sprint, klassisk stil, distance ca. 1,1 km pr. løbsdel.
Først løbes en prolog med enkeltstart, derefter semifinaler med 8 løbere pr. start og endelig finaler med de 8 hurtigste fra semifinalerne.

Resultater i forbundsmesterskabsklasserne:
Hanna guld i klassen D50
Kaj sølv i klassen H55
Knud bronce i klassen H65.

Fra Århus Skiklub er nu yderligere ankommet Lisbeth og Thomas Plesner med sønnnen Anders, så vi nu er 9 deltagere fra klubben.

Lørdag, den 26. januar
Vi (Mie, Anders, Knud Overgaard, Jørn Jensen, Hanna og Kaj) var tidligt oppe og af sted for at nå færgen Hirtshals – Larvik med afgang fra Hirtshals kl. 8.00.

Vi ankom til Kvitåvatn Fjellstue og langrendsområdet ved Gaustablikk, hvor ugens langrendskonkurrencer afvikles

Her ligger sneen metertyk og det har sneet hele vejen fra Larvik. Temperaturen er omkring 8 – 10 graders frost. Perfekte forhold til langrend, så vi ser frem til en rigtig god uge.

2 tanker om "Rapport fra DM i langrend 2013"

  1. Hvor er I seje. Stort tillykke til alle jer medaljetagere.
    Skihilsner fra Claus

Skriv et svar