Beretning fra Hallingrennet

43 km langrendsløb på højfjeldet i knaldvejr – og mødet med det alternative Norge. 

I uge 7 var vi for fjerde år i træk på vinterferie på Golsfjellet. Vi boede som sædvanlig på Kamben Højfjeldshotel, som simpelthen ikke kan slås på hygge og god mad (læs evt min anmeldelse af hotellet her).

Starten på Hallingrennet 2013 – Fotograf: Lars Petter Skillestad

Starten på Hallingrennet 2013 – Fotograf: Lars Petter Skillestad

Ferien var primært en familietur. Men da jeg tilfældigvis opdagede at det 43 km lange Hallingrennet blevet løbet, mens vi var der – så meldte jeg mig selvfølgelig til. Jeg skal løbe Vasaloppet d. 3. marts, så det var helt perfekt med et testløb to uger før.

Hallingrennet er ca. halv længde af Vasa. Men hvor det svenske løb er forholdsvis fladt, har Hallingrennet omkring 700 højdemeter, der skal bestiges. En stor del af løbet bliver da også løbet helt oppe på højfjeldet.

Som optakt havde jeg i ugen op til løbet prøvekørt den længste af stigninger på 7 km to gange. Derudover havde jeg været omkring store dele af den øvrige rute. Det betød at jeg ren mentalt kunne slappe fuldstændig af. For der ville ingen overraskelser komme for mig undervejs.

Udsigten fra vores hotelværelse på Kamben Højfjeldshote. lørdag morgen

Udsigten fra vores hotelværelse lørdag morgen

Løbsmorgenen – det her bliver en god dag

Da jeg stod op om morgenen skinnede solen fra en klar himmel og der var ikke en vind der rørte sig. Jeg tjekkede løbets facebook-side, hvor der stod:

Vær og smøretips!
Temperatur vil ligge på -8/10 på start og nå høyst – 4/6 i løypa. Det blir SOL
Gli: CH 6/ LF 6 (kan toppes med BF4/HF6 og FC7 pulver). Vi anbefaler ikke rill
Fest: varm inn VG35, 4-5 lag Blå Ekstra. Så enkelt!
Detta blir en skidag av de bedre”.

Nøøøøøj, det var optimale forhold.

Starten gik ved Oset Højfjeldshotel, hvor der summede af liv. Arrangørerne havde gjort meget ud af at løbet skulle blive en familie-begivenhed. Så der var forskellige aktiviteter for børnefamilier. Der var samtidig en kortere distance, så flest mulige kunne deltage.

Hallingrennet havde kun 223 tilmeldte, så det var et forholdsvist lille løb. Til gengæld repræsenterede stort set alle deltagere en skiklub. Lidt sjovt at se den forskel fra, når jeg løber motionsløb i DK. For her er de færreste registreret i en løbeklub. Men her er måske en forskel på Norge og Danmark – eller på langrend og løb?

Start med kobjælder og harmonika
Starten gik på en meget norsk måde – publikum med kobjælder og harmonikaspil. De første otte km var helt flade, så man kunne blive varmet langsomt op. Herefter rundede man igen startområdet med bjælder og musik, inden løbets længste stigning begyndte. Jeg valgte klogeligt at køre i mit eget tempo og det viste sig at være en god ide. For på den syv km lange stigning overhalede jeg en del, der havde lagt for hårdt ud. På stigningen fandt jeg ind i tempo med en nordmand – og det endte med vi fulgtes resten af løbet. Vi nåede endda at få snakket lidt undervejs.

Hallingrennet 2013 – fotograf: Lars Petter Skillestad

Ude i terrænet var der en del publikum. Blandt andet havde flere af gæsterne fra vores hotel taget turen op på fjeldet – så det var dejligt at have sine helt personlige heppere.

Nu kom turens længste nedkørsel på omkring 3½ km, som flere steder var godt stejl og med bratte sving. Her viste sig den store forskelig på mig og min ”norske ven”. For han hamrede frygtløs ned ad fjeldet. Mens jeg flere gange hoppede ud af sporet, når det gik lidt for stærkt. Det betød, at han vandt mindst 100 meter på hver nedkørsel, som jeg så efterfølgende måtte køre ind. Her har jeg lidt at øve mig på. Til gengæld hang han på de stejleste opkørsler. Dejligt at se nordmænd også kan blive forpustede 🙂 (og tak fra mig til Kaj og Pederstrupbakken).

Resten af turen nød jeg bare – og før jeg vidste af det, var jeg i mål i tiden 2 timer og 58 minutter. Jeg var godt tilfreds med mit løb og endte med en placering i midten af feltet. Men der var ingen grund til at blive alt for kæk – for løbet blev vundet på 2.10! Det er helt ubegribeligt, at man kan løbe så hurtigt i det terræn. Det siger lidt om, hvor stor forskel der er på en nordmand, der har trænet ski hele livet og så en fyr med tynde arme fra det snefattige Danmark.

Claus B. i mål ved Oset Højfjeldshotel

De to vindere af løbet fik i øvrigt en pølse som præmie! Sådan kom jeg flere gange på ferien til at undre/more mig over forskellene på Norge og Danmark.

Løbsberetningen slutter her. Men skulle du have lyst, kommer her også et par lidt mere alternative oplevelser fra vores tur:

Medejeren af det hotel vi boede på har hunden Grappa, som får refleksvest på, når den skal med på tur. Den har samtidig en lidt underlig vane med, at den kan finde på at spise græs. Så plejer de at sige til den “Grappa, tror du, at du er en lille ko?” På et tidspunkt havde de den til en slags hunde-healer, fordi den virkede nedtrykt. Healeren forlangte, at konsultationen skulle foregå alene med hende og hunden. Bagefter kom hun ud og fortalte: “Grappa er ked af det, fordi I kalder den en lille ko”. “Den siger også, at den ikke mere vil have refleksvest på, fordi den kradsede på halsen”.

Ha, ha ha, det alternative Norge styrer altså for vildt

På hotellet boede også en dame, som solgte regnbue-farvede uldsokker af, hvis man lige stod og mangler det. På hendes bil stod der “Breath of Life”. Jeg citerer fra hendes folder:
“Det er mitt håp at bevisst pustning kan bli en folkebevegelse som kan spre sig som frø med vinden. I pusten ligger en kraft som evner at sette sjelen fri. Jeg giver private timer og kurs som kan virke som inspirator for pustesamlinger”.

En af mine kammerater ville gerne vide, hvordan hun holder ferie og puster ud – når nu ens arbejde er at puste ud??

På højfjeldet hersker naturen. Den rå vind kan forvandle de små hårdføre træer til nærmest skulpturlignende vækster. Sjov hvad man nogle gange kan få dem til at ligne..

På vej hjem sendte GPS’en os over listige bjergveje på vej til færgen. Pludselig stod der den fineste silhuet af en elg foran os på vejen (og jeg mener LIGE foran bilen). Vi tænkte: “Det er sgu’ da en elg”. Elgen så ud til at tænke: “Det er sgu’ da familien Buur”. Så skulle den nogen andet – og vi tog færgen til DK.

2 tanker om "Beretning fra Hallingrennet"

  1. Super godt gået. Rart at man kan slå et par nordmænd en gang imellem.
    Rigtig fin artikel. Man får helt lyst til at møde Grappe.

Skriv et svar