Beretning fra ”BORDER TO BORDER” 2013

Team Århus Skiklub: Synnøve, Heinz, Rasmus, Karen og Peter

Info om løbet v. Heinz Hansen
På finsk hedder det “RAJALTA RAJALLE- HIIHTO” som betyder fra “grænse til grænse på ski”!

Skiløbet foregår over 7 dage, med forskellige distancer pr. dag. Fra 50 til 88 km. Officielt 440 km i alt, men opmålt med vores og andre GPS-målere, totalt 450 km! Omregnet i Vasaløb; 5 stk. på 7 dage!

Løbet er delt over på fire startdage, med maks. 100 deltagere/ startdag. Dette på grund af maksimum antal pr overnatningssted og hvad man kan formå at servicere undervejs via frivillig arbejdskraft!

Selve løbet starter ca. 1 km vest for den russiske grænse og går gennem let til middelkuperet terræn(set med danske briller) tværs over Finland, med mål i Tornio ved den svenske grænse.

Placering af ruten er ca. 150 km syd for polarcirklen. Undervejs passeres forskellige små byer/samfund, hvor overnatning foregår. Overnatning med fuld kost foregik i 2013, på 5 x hotel og 2 x skoler/forsamlingshuse. Imens vi løber dagens etape, bliver bagage, ekstraudstyr m.m. transporteret med bus til næste etapemål. Der er her også mulighed for at holde pause dvs. køre med bussen (på finsk bussi), delvis eller over hele dagens etape!

Tidsmæssig er det nødvendig at afsætte 9 dage i alt på denne tur. 2 rejsedage og 7 skidage.

Prisen for arrangementet i 2013 var EUR 900, herudover transport til og fra Danmark-Finland!

I år var vi 5 deltagere fra Århus Skiklub: Karen Thagaard, Peter Aabo, Synnøve Jørgensen, Rasmus Nielsen og Heinz Hansen. I alt var der 12 danske deltagere i løbet!”

Karen Thagaard fortæller
Jeg deltog også i 2007 og har altid haft lyst til at vende tilbage. Dels for at løbe hele distancen og dels fordi det er et helt særligt arrangement baseret på en fantastisk og udfordrende tilrettelæggelse og koordination og med en helt særlig international stemning. I 2007 var jeg ikke så erfaren ud i langdistanceskiløb og benyttede mig de fleste dage af muligheden for at afkorte distancerne og tage bussen det sidste stykke. Denne gang var målet at løbe alle kilometer og det lykkedes (med Peter som hare), så det var en træt og bevæget skiløber der kom i mål i Tornio kl. 18.00 fredag aften.

”Lange dage på kontoret” var i øvrigt kendetegnende for løbet. Vi stod mellem 8 og 12 timer i sporet, så der var tryk på også for at bade og komme i sauna, spise, deltage i de daglige infomøder, ordne ski og ikke mindst hvile ud og restituere inden næste dags etape. De hurtigere skiløbere havde lige et par timer mere til alt dette og det er klart at foretrække. Men ikke afgørende for at ”alle kan være med”.

Vi havde helt fantastisk vejr i år. Der lå et polarhøjtryk over landet hele ugen, så vi oplevede meget kolde morgener med helt ned til minus 33 grader, men også op til 7-8 minus grader, når solen havde mest magt midt på dagen. Sol hver eneste dag og nærmest vindstille og en enkelt formiddag med snevejr. Så tager verden sig virkelig flot ud. Men det havde en lidt negativ virkning på sporet. Når sneen er så kold og tør, er der mere friktion og vi var langt fra det meget isede og hurtige spor vi oplevede i 2007. Men til gengæld kunne vi gemme vores klister langt ned i kufferten.

Heinz var flittig med at glide sine ski hver dag, mens vi andre gjorde det et par gange undervejs. Noget man også kunne købe sig til de fleste steder for mellem 10 og 25 Euro.

Der sikkert noget at hente i, at have super glatte ski, så vi har overgivet os til ”glidemeteren Heinz” og ser frem til, at han vil holde en eller flere klubaftener om skismøring inden næste sæson.

Vi havde kun bæltetaske eller en lille rygsæk med i sporet. Primært til smøring og snacks. En vandflaske havde ingen mening, for det frøs til is. I stedet var en minitermokande helt perfekt. Der var forplejning i form af servicedepoter på hele ruten med en afstand på 10-20 km. Her blev der budt på varm saft, chokolade, og iskolde syltede agurker og appelsinstykker. Midt på dagen var der suppe og et sted at sidde ned, enten indendørs eller i et telt med bål.”

Heinz Hansen fortæller
En famtastisk oplevelse at krydse et helt land på ski over 7 dage. Naturoplevelser som i og for sig gentog sig dag efter dag; men som for mig havde de nuancer,der gjorde løbet så flot. Forskelligheder i bevoksning, fra tætte skovløjper til åbne landskaber med tusindevis af fyrretræer, skiløb over søer, fjorde og elve ! For dem der har prøvet Vasaløbet, minder naturen lidt herom!

Samværet med 80 andre ligesindede deltagere af forskellig nationalitet (finner, nordmænd,svenskere, belgiere, tyskere, sloveniere, tjekker og danskere) styrkede oplvelsen af turen. Vi fik snakket undervejs, på servicesteder og efter løbet. I saunaen, under middagen, til briefing om aftenen osv., det at være sammen i 7-9 dage skaber nogle gode kontakter. Stemningen kan godt sammenlignes med DM/FM-ugen i langrend på Kvitaavatn!

Den største udfordring for mig, og sikkert for alle 80 deltagere var kulden! Den massive kulde, helt ned til -37 gr. om morgenen gjorde løbet til en fysisk udfordring for mig, som jeg aldrig før har oplevet! Den ekstremt langsomme sne tappede kroppen for energi – kulden i sig selv gjorde det ligeså. Udsatte steder, ansigt, næse, ører og fingre frøs hurtig til, og skulle dækkes godt til! Disse ekstremt lave temperaturer kan forekomme i marts måned , men normalt er der tilpas varmt ifølge arrangørerne!

Målet med at deltage i et løb af denne karakter var for mig at bestå. At kunne løbe hele vejen på de 450 km.

Hjemmefra havde jeg lagt en strategi om at løbe med ca. 10 km/time i starten af løbet – for at se om det var realistisk i længden. De første 3 dage holdt det nogenlunde stik. Herefter faldt tempoet noget sammen med at kræfterne ebbede ud, på de sidste 4 etaper. Ialt brugte jeg 50 timer og 40 min. på hele løbet, og endte med en gennemsnitsfart på 9 km/time – godkendt for mig!

Hvad kan man lære af sådan et løb? Ha´ gode ski – godt glid og godt fæste! Forny dette hver dag! Løbet byder på megen dobbelt stavtag med og uden fraspark, og når det er nødvendig og når kræfterne slipper op – diagonalgang! Godt med forskelligt løbstøj – især omkring beskyttelse af udsatte dele af kroppen.

Mod slutning af løbet var der mange der løb med tiltapet ansigt(specialtape), det fungerede vistnok rigtig godt.

Synnøve Jørgensen fortæller
Hvad får en gammel kone på 67 til at deltage i ”Border to Border”?

Tjaaa, en medfødt lyst til unikke oplevelser og til at udfordre mig selv.

Da jeg modtog en mail fra skiklubben, hvori der stod, at Peter og Karen ville deltage i ”Border to Border” og opfordrede andre til at melde sig under fanen, søgte jeg oplysninger om løbet på nettet. Da jeg her kunne jeg læse, at der hver dag var mulighed for at korte turen af – oftest så man kunne løbe en lang, mellem og kort tur- ja, så var beslutningen taget. Ringede til Karen, som støttede mig i, at det var en ok beslutning og sørgede for tilmelding og flybilletter mv. Stor tak for det, Karen!

Og hvordan gik det så? Til min store overraskelse gennemførte jeg turen. Dog løb jeg kun 75 km på den længste distance.  Da jeg kom til sidste pausested 11 km før hotellet, havde jeg stadig gode ben, men solen var ved at gå ned og temperaturen under minus 30 grader. Den svenske pige jeg fulgtes med, ville ikke længere, så fornuften sejrede, og jeg lod den ventende bus køre mig det sidste stykke. Var bange for kulden og mørket.

Jeg kan meget stærkt anbefale løbet. Det er en fantastisk oplevelse ,og jeg håber, der er nogen. der vil deltage næste år, så jeg har nogen at følges med.

_________________________________________________________________________

Her er et videoklip på 20 min fra 2011, som giver et indtryk af løbet over 7 dage! http://vimeo.com/36961828

Har du lyst til at læse mere om ”Border to border”, så er der et link her http://rajaltarajallehiihto.ranua.fi/In_english/Frontpage.iw3

Vi står også gerne til rådighed for yderligere information.

Skriv et svar