Nye tider i klubhuset

Tidligere kunne vi (Kalle, Jørn, Jørgen, Svend, Knud, Ole, undertegnede og i bedste fald et par stykker mere) have klubhuset for os selv, når vi mødtes til rulleskitræning søndag formiddag, som vi har gjort i umindelige tider.

Sådan er det ikke mere. Nu må man stå tidligt op (læs møde tidligt), hvis man vil sikre sig en plads i omklædningsrummet. Ja selv pigernes omklædningsrum er der kommet liv i – af piger forstås, som også har fattet interesse for rulleskitræningen.

Men ikke nok med det. På det seneste har også alpinisterne fundet vej til klubhuset søndag formiddag, hvor de afholder “barmarkstræning” lige netop på samme tidspunkt, som vi andre, der vel efter mere end 20 år på en vis måde må siges, at have vundet hævd på klubhuset søndag formiddag. Men de taler bare om synergieffekt …

Så er det da godt, at de (alpinisterne) vist ikke helt har fået øje for saunaen i klubhuset. Forestil jer lige – som til dagens træning – 16 rulleskifolk og et tilsvarende antal alpinister i en fælles sauna til 8 personer. Det kunne nok give synergieffekt …

Spøg til side.
Hvor er det skønt at opleve, at der er kommet så godt gang i aktiviteterne i skiklubben. Ser man på aktivitetskalenderen over faste ugentlige aktiviteter, skorter det ikke på aktivitetstilbud – og at de bliver benyttet i så høj grad, som det faktisk er tilfældet, er bare endnu mere glædeligt.

Med glædelig (skiklub)hilsen
Kaj Jensen

Skriv et svar