Formandens klumme

Godt nytår.

Først en stor tak til alle klubbens frivillige for den store indsats i det forgange år i forbindelse med alle vore aktiviteter. Uden jeres hjælp kunne vi ikke udvikle klubben, som det sker lige i øjeblikket.
Og så selvfølgelig også en tak til alle I aktive, som bakker op om vore aktiviteter. Uden jeres deltagelse kunne det jo alt sammen være lige meget.

Det er herligt at opleve, at der på en lidt grå søndag som i dag møder omkring 30 klubmedlemmer op til barmarkstræning og søndagsrul.
For bare få år siden kunne vi næppe mønstre mere end 6-8 deltagere til søndagsrul og løbetræning.
Tænk jer hvor mange vi kan blive om nogle år, hvis den udvikling fortsætter.

I løbet af denne og næste uge starter vore øvrige ugentlige aktiviteter – Thoraxtræning, Skigymnastik, Torsdagsrul og Træning i SkiArena – igen op efter jule-/nytårspausen. Så hvis du ikke allerede er i gang igen efter al julemaden, er det bare med at få pakket træningstøjet og komme af sted til den næste træning.

Af andre aktiviteter kan vi lige nu se frem til Nytårskuren den 19. januar, hvor vi alle får mulighed for at prøve den rullende alpinbakke hos SkiArena i Brabrand og efterfølgende deltage i “kuren” med spisning og socialt samvær. Husk tilmelding senest den 09. januar.

Så kommer vinterens ture til DM i langrend, Klubtur til Tasso Tonale, Border to Border, Vasaloppet, Birkebeinerrennet etc. som perler på en snor frem til sidst i marts måned.

Kigger vi lidt længere frem i året, arbejdes der konkret med planer om et Marselisrulleskiløb i samarbejde med arrangørerne af Marselisløbet – Aarhus 1900.

Sommerens øvrige aktivitetstilbud er endnu ikke endelig planlagt. Nærmere herom senere.

Allerede nu er der kalendersat en klubtur til Alpincenter Hamburg i november måned.

Så jo, der er masser af aktivitetstilbud i skiklubben. Det er bare om at udnytte dem!

Skriv et svar